Motion dagligt:
Pelspleje:
Fældning:
Størrelse:
Træning:
Vagtsomhed:
Vurder denne hunderace:
Dansk Svensk Gårdhund Gennemsnit: 4.8/5 (599 stemmer)

Dansk-Svensk Gårdhund er en landhunderace, som oprindeligt blev brugt på danske og skånske gårde. Her Blev Dansk-Svensk Gårdhund bl.a. brugt som vagthund og til at holde rotter og mus væk. Dansk-Svensk Gårdhund gik med på jagt, holdt rævene væk fra hønsehuset og hjalp med at drive køerne hjem til stalden om aftenen.

Dansk-Svensk Gårdhund hed oprindeligt Dansk Foxterrier, hvilket ikke passer ret godt til hunden, da den har et meget blidere temperament end de ofte iltre terriere er kendt for.

Navnet blev ændret til Dansk-Svensk Gårdhund efter at Dansk Kennelklub og Svenska Kennelklubben i 1985 indledte et samarbejde, for at finde og redde de Dansk-Svenske Gårdhunde, der med landbrugets tilbagegang var blevet mere og mere sjældne i både Danmark og Skåne.

Dansk-Svensk Gårdhunds historie som hunderace

En alsidig følgesvend
Dansk-Svensk Gårdhund menes at stamme helt tilbage fra vikingetiden, hvor vikingerne efter sigende skulle have brugt den som jagt-/vagthund. Senere er racen blevet brugt på danske og skånske gårde som både vagthund, jagthund, rottehund m.m. Hunden blev da også dengang i folkemunde kaldt Rottehund.

Dansk-Svensk Gårdhund er kompakt af bygning og meget adræt, hvilket gør den til en glimrende jæger af både ræve, mus og rotter. Dansk-Svensk Gårdhund er lærenem og elsker at udføre bedrifter, hvilket gør den til en glimrende redningshund, der kan ”gå spor” og finde forsvundne mennesker og genstande i løbet af meget kort tid. I Svedala i Sverige findes i dag den eneste Dansk-Svenske Gårdhund, der har bestået den meget krævende eksamen, der giver certifikat som officiel svensk redningshund.

Klovnehunden
Dansk-Svensk Gårdhund er også meget populær som cirkushund. I cirkus bruger man de hunde, der er mest lærenemme og her er denne race helt uovertruffen. Den ses ofte i klovnenumre, hvor den udfører kunster til stor begejstring for både voksne og børn.

Berømte Dansk-Svenske Gårdhunde

Alles yndling
Den mest berømte Dansk-Svenske Gårdhund i Danmark må siges at være hunden Kvik fra Tv-serien Matador. Kvik var grisehandler Larsens hund. Faktisk var Kvik slet ikke en Dansk-Svensk Gårdhund men en glathåret foxterrier. Forklaring: Folkene bag Matador kunne ikke finde en egnet Dansk-Svensk Gårdhund til rollen, så de valgte en glathåret foxterrier, der til forveksling lignede en Dansk-Svensk Gårdhund.

Ingen kunne åbenbart se forskel, for Kvik har siden fungeret som en slags maskot for racen. Den hvalp som grisehandler Larsen senere fik foræret af sit barnebarn Daniel efter Kviks død, er dog en ægte, raceren Dansk-Svensk Gårdhund.

Fint skal det være
Christian X’s Dronning Alexandrine menes at have ejet flere Dansk-Svenske Gårdhunde, der ud over at fungere som vagthunde også var praktiske, da de var små og derfor let kunne være i de kongelige gemakker uden at fylde for meget. Dronning Alexandrines hunde er dog i bøgerne bedst kendt som Danske Foxterriere, da det på de tider var helt uhørt, at en dronning havde en ikke raceren hund, hvilket gårdhunden dengang blev betragtet som.

Dansk-Svensk Gårdhunds fysiske fremtoning og afarter

Dansk-Svensk Gårdhund menes at have eksisteret siden vikingetiden og har gennem tiderne haft så forskellige navne som Rottehund, Dansk Foxterrier og siden slutningen af 1980’erne Dansk-Svensk Gårdhund. Racen er kendetegnet ved et kompakt, næsten firkantet udseende og en hård, kort og glat pels med hvid bundfarve og sorte/brune pletter. En voksen Dansk-Svensk Gårdhund vejer mellem 8 og 12 kg.

Dansk-Svensk Gårdhunds temperament
Den Dansk-Svenske Gårdhund har et livligt og udadvendt temperament. Den er legesyg, opfindsom og ivrig og den har let ved at omgås andre hunde og ikke mindst børn, hvilket gør den til en rigtig god familiehund.

Hundens psykologi og særlige egenskaber som race.
Dansk-Svensk Gårdhund er intelligent, lærenem og elsker at jage og søge efter alt fra vildt over gnavere til godbidder. Den er en elskelig hund, som nyder menneskeligt selskab og den er en særdeles god hund til børnefamilier, da den gladelig kaster sig ud i al slags leg med ungerne, men også hurtigt falder til ro igen, når legen er overstået.

Dansk-Svensk Gårdhunds motionsbehov og vedligeholdelse
Dansk-Svensk Gårdhund kræver ikke den store pelspleje. En let børsten et par gange om ugen er nok til at pelsen holder sig flot. Da den Dansk-Svenske Gårdhund er meget nysgerrig og elsker at søge efter alskens ”overraskelser” i haven og på gåture, er et bad en gang imellem også en rigtig god idé.

Dansk-Svensk Gårdhund har behov for at røre sig og ikke mindst for at blive udfordret mentalt. En tur i skoven med indlagte søge-opgaver er himmerige for denne race, ligesom den ikke går af vejen for en god, lang løbetur.

Dansk-Svensk Gårdhunds helbred og sygdomme

Den Dansk-Svenske Gårdhund er en sund og robust race, der ikke er disponeret for særlige sygdomme, hvilket muligvis hænger sammen med, at det på de gamle danske og skånske gårde var de stærkeste hunde der overlevede. På den måde sikrede racen sig helt naturligt, at kun de bedste gener blev videreført fra generation til generation.

Dansk-Svensk Gårdhunds ejerprofil
Denne race passer rigtigt godt til børnefamilier, der gerne vil have en livlig, intelligent og kærlig familiehund og til jægeren, der har brug for en dygtig sporhund der bringer vildtet tilbage under jagten.

Dansk-Svensk Gårdhund har brug for daglig motion og trives bedst hos en familie/person, der vil udfordre dens intelligens og søgeevne. Da racen er nysgerrigt anlagt og gerne splitter hele haven ad i sin søgen efter fugle, regnorme og hvad den ellers kan finde derude, skal ejeren være villig til at bruge tid på at opdrage hunden evt. med hjælp fra professionel hundeskole eller træning, for at både hund og ejer får det bedste ud af partnerskabet.

Den Dansk-Svenske Gårdhund er mindre egnet til personer, der blot vil have hunden som selskab, da dens forholdsvis store behov for aktivering skal opfyldes for at hunden trives.

Har du en Dansk Svensk Gårdhund? Så opret din hund i vores galleri og deltag i afstemningen om månedens hund

Tilføj ny hund


Hvad tænker du? - skriv en kommentar!

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer -  Opret bruger eller Log ind

Tilføj kommentar


Til salg

  • 4.500 kr

    Min dejlige Dansk/Svensk har d. 6 september født 7 skønne hvalpe, 4 drenge og 3 piger. (der vil komme flere billeder når hvalpene er ældre så man kan se farve ...

  • 4.000 kr

    Født d. 29-8-15 Dejlige familie hunde af kærlige intelligente forældre(har dem begge ) Smukke charmerende hvalpe, med flotte aftegninger.

Se alle annoncer

Fællesskab

Til salg

Relaterede artikler

Medlemmer med racen

Relaterede grupper